
På jagt efter hvem vi er
For mange handler et højskoleophold om at komme tættere på, hvem man er som menneske. I faget Hvem er jeg? tager vi udgangspunkt i den filosofiske antropologi, som gennem historien har forsøgt at forstå menneskets identitet. Sammen diskuterer, reflekterer og eksperimenterer vi med spørgsmålet om, hvem vi egentlig er. Undervisningen veksler mellem rolige dialoger, fælles refleksioner og mere udfordrende aktiviteter, hvor vi undersøger vores egen identitet i praksis.
Højdepunkter på faget
- Udforsk spørgsmålet om personlig identitet gennem filosofi
- Arbejd med refleksion, dialog og personlige eksperimenter
- Undersøg hvordan andre og samfundet påvirker vores selvforståelse
- Bliv klogere på dig selv i mødet med andre perspektiver 🧠
Identitet i en moderne verden
Der findes mange måder at forsøge at definere et menneske på. Vi kan tage personlighedstests og spørgeskemaer, vi kan lade andre beskrive os, eller vi kan forsøge at forstå os selv gennem vores egne erfaringer og værdier. Men hvad siger disse metoder egentlig om, hvem vi er? Og hvem har retten til at definere vores identitet – os selv eller andre? I en tid, hvor identitet og selvidentifikation fylder mere og mere i samfundsdebatten, er Hvem er jeg? et fag for dig, der vil navigere i tidens idéer og blive klogere på både dig selv og verden omkring dig.

