Yoga som praksis og værktøj
Yoga kan være sundt – men det kan også være usundt. Det kan være en transformerende praksis, der bringer frihed, balance og ro ind i dit liv. Men yoga kan også blive en vane, der fastholder dig i uhensigtsmæssige mønstre. Meget afhænger af én ting: din intention.
I dette praktiske valgfag arbejder vi med yoga som teknik og livsværktøj. Du bliver udfordret fysisk, arbejder med åndedrættet og lærer at mærke, hvad kroppen fortæller dig.
Højdepunkter på faget
- Lær grundlæggende yoga- og meditationsteknik
- Arbejd med åndedræt, alignment og kropsbevidsthed
- Få indblik i yogafilosofi og mental ro
- Udvikl en praksis du kan tage med videre i livet
Teknik, filosofi og nærvær
Vi går i dybden med alignment, kropsbevidsthed og de små detaljer, der kan gøre en stor forskel i din praksis. Samtidig undersøger vi, hvordan yoga kan få en plads i din hverdag – også uden for yogamåtten.
Undervejs berører vi også de filosofiske lag i yogaen. Hvad vil det sige at være til stede? Hvordan kan kroppen være en vej til indsigt og selvregulering?
Faget er for alle – både dig, der aldrig har dyrket yoga før, og dig der allerede har en praksis og ønsker at dykke dybere ned i teknikken og forståelsen bag.
Slip paraderne og glem fordommene om røgelsespinde og munkekor. Her får du både sved på panden og ro i sindet.


