Lær at stå forrest
Har du lyst til at lære, hvordan man planlægger og underviser i holdtræning inden for fitness?
I dette fag får du redskaber til at opbygge og gennemføre træningspas som fx step, aerobic, cirkeltræning samt puls- og styrketræning. Sammen med dine højskolevenner øver du dig både i at udføre øvelserne – og i at stå forrest som instruktør, der guider, motiverer og skaber energi i rummet.
Vi arbejder i trygge og støttende rammer, hvor der er plads til at øve sig, prøve ting af og udvikle sig som formidler.
Højdepunkter på faget
- Lær at planlægge og opbygge et effektivt træningspas
- Arbejd med musik, koreografi og variation i holdtræning
- Udvikl dine formidlings- og instruktørkompetencer
- Prøv kræfter med at undervise og motivere andre
Fra idé til træningspas
Undervejs lærer du, hvordan man opbygger et træningspas fra start til slut. Vi arbejder blandt andet med struktur, musik, øvelsesvalg og formidling, så du får en forståelse for både det praktiske og pædagogiske i holdtræning.
Du lærer også at tilpasse øvelser til forskellige niveauer, skabe flow i træningen og bruge rummet og deltagerne aktivt. Samtidig arbejder vi med instruktørrollen – hvordan du kommunikerer tydeligt, motiverer deltagerne og skaber en god træningsoplevelse.
Undervisningen veksler mellem praktiske træningsklasser, korte teoriforløb og undervisningsøvelser, hvor du selv prøver kræfter med at instruere.


