Flow, fart og kontrol på sporet
Drømmer du om at mestre svingene, flyve over hop og finde balancen på to hjul? På vores mountainbike-linje dykker vi ned i den tekniske del af sporten – og det hele foregår i vores egen bikepark med ideelle forhold til træning, udfordring og udvikling.
Undervisningen tager udgangspunkt i at opbygge din tekniske kunnen – uanset om du er ny på mountainbike eller allerede har erfaring. Vi arbejder målrettet med flow og balance og fokuserer på at få kroppen og cyklen til at spille sammen.
Højdepunkterne på faget
- Træn teknik, balance og flow på mountainbike
- Lær berms, hop, drops og step-ups
- Udvikl kontrol, luftteknik og cykelforståelse
- Kør i vores egen outdoor bikepark med stærkt fællesskab
Teknik, tricks og fællesskab
Du lærer at tage sving med fart og præcision i vores berms, og vi træner forskellige typer hop – både tables og gaps – hvor du får styr på afsæt, luftkontrol og sikre landinger.
Vi arbejder også med drops, hvor du lærer at køre kontrolleret ud over en kant og lande sikkert, samt step-ups, hvor du finder rytmen og teknikken til at komme op med kontrol og stil. Samtidig træner vi balanceøvelser, teknikspor og lavhastighedskontrol, som styrker din fornemmelse for både cyklen og underlaget.
Vores bikepark er en legeplads for både begyndere og øvede, og fællesskabet er en lige så vigtig del som teknikken. Vi hepper på hinanden, griner sammen – og skubber hinanden kærligt ud af komfortzonen.


