Natur, bæredygtighed og forbindelsen til jorden
I faget GRO får du jord under neglene og oplever, hvordan grøntsager vokser frem i Oures køkkenhave. Vi undersøger, hvordan vi kan producere fødevarer på en bæredygtig måde, og hvad samspillet mellem natur, menneske og produktion betyder i en tid, hvor klima og bæredygtighed fylder mere og mere. Samtidig arbejder vi med vores forhold til naturen og ser på, hvordan det at være tættere på jorden kan give en større fornemmelse af både os selv og hinanden.
Højdepunkter på faget
- Arbejd praktisk i køkkenhaven med såning, pleje og høst
- Få indsigt i bæredygtig fødevareproduktion og klima
- Udforsk naturen gennem sanser, refleksion og fællesskab
- Arbejd med empati, nærvær og forbindelsen til naturen
Læring gennem hænder og sanser
Vi arbejder praktisk i haven, hvor vi kultiverer jorden, sår og plejer planterne og senere høster sæsonens afgrøder. Gennem arbejdet med jorden undersøger vi naturens rytmer og lærer at forstå den bedre. Undervejs arbejder vi også med vores sanser og vores måde at møde verden på – både gennem fælles refleksioner og gennem øvelser, der styrker vores empati og vores relation til naturen.

Nærvær, fællesskab og grøn omstilling
I GRO arbejder vi også med meditation og kropslige øvelser, som kan bringe os tættere på både os selv, hinanden og naturen. Målet er at styrke vores empati og vores forståelse for verden omkring os – fordi vi tror på, at netop empati kan være med til at omsætte viden til handling i den grønne omstilling.


