Mød dig selv - Og verden omkring dig - Uge 46

9.-13. november 2026
Charlotte-Munck-og-Thomas.jpg

Et kursus i krop, opmærksomhed og skuespil

Vi bruger store dele af livet på at løse opgaver og leve op til forventninger. Så hvornår giver vi os selv tid til at træde ud af hverdagen, mærke efter, udforske nye sider af os selv og være nysgerrige på dem, vi er og på den verden, vi skaber?

Vi rummer sikkert alle sammen sider, som sjældent får plads i det daglige. På dette kursus inviteres du til at udforske dem – gennem krop, tekst, bevidsthed, bevægelse og refleksion.

Med afsæt i skuespillets metoder og kroppens udtryk arbejder vi med tilstedevær, mod og ægthed.

Vi undersøger roller, perspektiver og udtryk, så vi får øje på nye muligheder.

Vi inviterer dig til at forbinde dig med dybere facetter af den, du er.

Du behøver ikke have erfaring med hverken teater eller kropsarbejde. Kurset er for alle, der er nysgerrige på personlig udvikling, på verden omkring os, og som har lyst til at udfordre vante mønstre i et trygt og inspirerende fællesskab.

Undervisningen veksler mellem fælles øvelser, individuelt arbejde, makkerøvelser og refleksion. Vi arbejder med blandt andet stemme, karakterarbejde, åndedræt, bevægelser, opmærksomhed og nervesystem – det foregår både inde, ude i naturen og i mødet med de andre deltagere.

Varighed

5 dage

Priser

Enkeltværelse

8.750 kr.

Dobbeltværelse

7.500 kr.

Dagskursist/sover hjemme

5.250 kr.

Dato

Uge 46: 9.-13. november 2026

Ankomst kl. 10.30 - Afrejse kl. 13.00

Tilmeld dig her

På kurset får du:

  • større kropsbevidsthed og kendskab til dit eget psykologiske landskab

  • konkrete redskaber til at arbejde med stemme, udtryk og kommunikation

  • erfaring med hvordan kroppen og nervesystemet påvirker din måde at være til stede på

  • indsigt i skuespillets transformerende metoder som redskab til personlig udfoldelse

  • tid til refleksion og plads til at udforske nye sider af dig selv.

På Oure tror vi på, at læring også sker mellem undervisningsrummene. Du bliver en del af højskolelivet.

I mødet med de andre. I pauserne. Ved bordet. På gåturen. I de åbenhjertige samtaler.

Kurset ledes af skuespiller Charlotte Munck og kropsterapeut Thomas Ulloriaq. Sammen skaber de et læringsrum, hvor kunstneriske og kropslige metoder mødes i nysgerrighed, fordybelse og fællesskab.

PRAKTIK
Du vil, i god tid, modtage kortere tekster, som du skal forberede dig på inden kursusstart.

Mad og måltider

På Oure Idrætshøjskole prioriterer vi det gode måltid højt. Du spiser sammen med kursets andre deltagere i vores store fællessal, og køkkenet har en økologisk og grøn profil, hvor mange af grøntsagerne kommer direkte fra skolens egen køkkenhave. Her er fokus på bæredygtighed, friskhed, gastronomi og mad, der både smager godt og giver energi til dagens aktiviteter.

Oure Korte Kurser, mad og måltider, Oure spisehus, grønt og økologisk mad

Indkvartering

Under kurset bor du i højskolens hovedbygning Vejstruplund, der ligger omgivet af smuk sydfynsk natur. Alle værelser har eget bad og toilet, så du kan slappe af og nyde opholdet i komfortable rammer.

Indkvartering på Korte kurser på Oure Idrætshøjskole

Bliv dagskursist – højskole om dagen - hjemlig komfort om aftenen

Drømmer du om at opleve højskolelivet og fordybe dig i dit kursus, men foretrækker at sove i din egen seng om aftenen?

Som dagskursist på Oure Idrætshøjskole får du den fulde højskoleoplevelse i dagtimerne – med inspirerende undervisning, fællesskab og aktiviteter – mens du har mulighed for at trække dig tilbage til hjemlige rammer om aftenen.

Du bliver en del af det levende miljø på højskolen, hvor du deler oplevelser med andre kursister, deltager i fælles måltider og får adgang til skolens faciliteter i løbet af dagen.

At være dagskursus er en ideel løsning for dig, der bor i nærheden af højskolen.

Korte kurser på Oure Idrætshøjskole

Mød dine instruktører på kurset

Charlotte Munck

Har arbejdet indenfor film, tv, teater, performance og musik i Danmark og udlandet siden 1998.

Hun har senest været at finde i TV2’s ’Dag og Nat’, i film som ’Mørkeland' og ’De forbandede år III’, og derudover i Netflix-serien ’SKRUK’ som anmelderrost nervebetonet fertilitetsklinikchef.

Man kan også have oplevet hende, da hun, sammen med ’Dreamers’ Circus’, drog landet rundt med julekoncert-oplæsning af Selma Lagerlöfs ’Legenden om Juleroserne’.

Titler som ’Anna Pihl’, ’En kort En lang’ og ’Rita’ genkender de fleste nok også.

Charlotte har stor og mangeårig erfaring med undervisning og menneskelig udvikling gennem dramatik på bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium, Den Danske Scenekunstskole, adskillige højskoler og Oures egen ’Resonans’, hvor hun har holdt rummet for refleksion over det at være menneske og det at leve, med alt hvad det indebærer af krop, sind, sjæl, følelser og interaktion i mødet med sig selv og resten af verden.

Charlotte skriver selv, har også skrevet for teater, og er anerkendt for hendes musik/performance, både solo og i samarbejder som f.eks. CCMM og Hess Is More.

"Jeg tror fuldt og fast på mennesket. Så længe vi kommer dybt nok ind og højt nok op. Det er vores arbejde, mens vi er her på jorden. Og mit ønske for kurset". 

Fotograf: Øyvind Kirchhoff

Portrætfoto af Charlotte Munk

Thomas Ulloriaq

Kropsterapeut, Meditationsudøver og Formidler af den indre Naturkraft.

Med sin dybe naturforbindelse gennem en dansk/grønlandsk baggrund, bringer Thomas ægte levende nærvær med sig ind i undervisningsrummet.

"For mig handler det kropslige om at bevæge os uden om de egostrukturer, vi hver især har bygget op, så vi kan komme i kontakt med glæden, livsenergien og hinanden"

Til hverdag underviser Thomas i Qi Gong, Mindfulness og giver Kropsterapi.

Naturen er der, hvor Thomas befinder sig bedst. Kroppen er også et lille stykke natur, og det er Thomas en kilde til evig forundring at arbejde med den energi, som løber direkte fra naturen igennem os.

Thomas har derudover studeret filosofi på Roskilde Universitet, hvorfra han tog en bachelor i 2011 og derefter uddannede sig til kropsterapeut fra Body SDS (2013-2016).

I Thomas’ yngre studieår uddannede han sig indenfor fotografi, primært med naturen som motiv.

Efter han har lagt sin vej omkring det kropslige, er hans interesse for de bagvedliggende kræfter, som ser ud til at dirigere livet i universerne, de indre og de ydre, støt stigende.

Fotograf: Mikkel Bache 

Portrætfoto af Thomas Ulloriaq

Praktiske oplysninger

3-4 hverdage efter vi har modtaget din tilmelding, fremsendes pr. mail en endelig kursusbekræftelse. Betaling Tilmeldingsgebyret (1.500 kr.) betales senest 7 hverdage efter modtagelse af kursusbekræftelsen. Resten af kursusprisen skal være betalt senest 8 uger før kursusstart. Begge betalingsdatoer fremgår af bekræftelsen. Ved tilmelding senere end 8 uger før kursusstart betales hele beløbet ved tilmelding. Når tilmeldingsgebyret er betalt, er du optaget på kurset. Vi sender ikke en særskilt bekræftelse på modtagelse af betalingen. Prisen dækker alle udgifter i forbindelse med kurset.

Oure Idrætshøjskole samarbejder med Ældre Sagen og tilbyder rabat på udvalgte kurser. Er du medlem af Ældre Sagen, kan du opnå rabatten ved tilmelding ved at oplyse den kode, du har modtaget fra Ældre Sagen.

Tilmeldingsgebyret refunderes ikke. Afbud senest 8 uger før kursusstart: Resten af kursusprisen refunderes (ekskl. tilmeldingsgebyret). Afbud senere end 8 uger før kursusstart: Ingen refundering. Vi anbefaler, at du tegner en afbestillingsforsikring, f.eks. gennem Europæiske Rejseforsikring, for at være dækket i tilfælde af sygdom eller andre uforudsete hændelser.

På Oure Idrætshøjskole bliver du indkvarteret på et dobbeltværelse eller – mod et tillæg – på et enkeltværelse. Vi har et begrænset antal enkeltværelser til rådighed. Alle værelser har eget bad og toilet. Værelserne ligger i den smukke, historiske hovedbygning Vejstruplund, der emmer af charme og atmosfære. Bygningen har mange trapper og er derfor ikke velegnet til gangbesværede. En del af undervisningen, morgensamlinger og foredrag vil finde sted i hovedbygningen.

Ved ankomst bedes du møde i hovedbygningen Vejstruplund, som har adressen: Vejstruplund 18, 5882 Vejstrup. Det er muligt at ankomme til skolen med offentlig transport. Bussen holder ca. 300 m fra Vejstruplund. Stoppestedet hedder ”Oure Højskole”. Tjek Fynbus eller Rejseplanen. De fleste kurser starter mandag formiddag kl. 10.30 og slutter fredag kl. 14.00. Inden kursusstart vil du modtage detaljerede oplysninger om netop dit kursus.

Der ligger dyne og pude på værelset, når du ankommer. Du kan leje sengelinned for 150 kr. pr. sæt (lagen, betræk til dyne og hovedpude) Derudover kan du leje et håndklædesæt for 60 kr. (et stort og et lille håndklæde). Du er naturligvis også velkommen til at medbringe ovenstående hjemmefra.

Vi udbyder kurser i henhold til højskoleloven. Derfor beder vi ved tilmelding om CPR-numre. CPR-numrene bliver ikke brugt i andre sammenhænge og figurerer ikke på nogen offentlig tilgængelig liste. Har du ikke et dansk CPR-nummer, udfyldes fødselsdatoen, og de sidste fire cifre angives som 0000.

Hvis du kommer til skade under opholdet på Oure, er det din egen fritids- eller ulykkesforsikring, der skal dække eventuelle udgifter.

Ja – der er trådløs internet på hele området med fri adgang for alle. Men vi tør godt love, at du får så meget at opleve, mærke og være en del af, at du måske glemmer alt om det.

Der er mulighed for at lade din bil på Oure. Vi har både Clever og Monta-ladestandere.

Følg med på Instagram

Se, hvilke nye kurser vi løbende tilføjer


Folk der danser