
Hvad er sundhed egentlig?
Hvad betyder sundhed for dig? Hvad har din krop brug for for at fungere optimalt – og hvordan passer vi bedst på den? I dette fag sætter vi fokus på brændstof og bevægelse: ernæring, madvaner og fysisk aktivitet. Du får viden og inspiration til at forstå, hvad kroppen har brug for, og hvordan du selv kan tage ansvar for din sundhed. Vi arbejder med emner som næringsstoffer, energibalance og kostens betydning for kroppen, og vi undersøger myter og fakta i sundhedsdebatten.
Højdepunkter på faget
- Lær om ernæring, energibalance og kroppens behov
- Undersøg myter og fakta i sundhedsdebatten
- Diskutér kosttrends og forskellige kostformer
- Reflektér over dine egne vaner omkring mad og træning
Viden, trends og refleksion
Med udgangspunkt i evidensbaseret ernæring ser vi på, hvordan forskellige næringsstoffer påvirker kroppen, og hvordan behov kan variere – for eksempel ved vegansk kost. Vi diskuterer også aktuelle kosttrends som stenalderkost, antiinflammatorisk kost, keto og faste, og ser nærmere på kosttilskud og tilsætningsstoffer. Samtidig undersøger vi vores eget forhold til mad og træning: Hvilke vaner har vi – og hvorfor? Hvad motiverer os til at ændre adfærd? Og hvad behøver vi måske slet ikke bruge energi på? Faget er for dig, der vil forstå både kroppen, kosten og de tanker, vi knytter til dem.

