Når sport møder kunst
Hvad sker der, når vi blander sved med sprog og sport med skønhed? I faget Det Poetiske Atletiske Menneske arbejder vi i krydsfeltet mellem sport og kunst og undersøger, hvordan æstetik, sprog, sansning og bevægelse kan berige hinanden. Vi stiller spørgsmål som: Hvorfor bliver Jørgen Leth elsket for at kommentere cykelløb uden egentlig at tale om cykelløbet? Og hvorfor mener Torben Ulrich, at det egentlige tennisspil foregår før kampen begynder?
Højdepunkter på faget
- Udforsk mødet mellem sport, kunst og æstetik
- Arbejd med bevægelse, sansning og kreativ skrivning
- Eksperimentér med performance og kropslige udtryk
- Reflektér over kroppen som kilde til tanke og kunst
Krop, sansning og udtryk
Gennem kropslige øvelser, sanselige eksperimenter, skrivning og refleksion arbejder vi både undersøgende og skabende. Der er plads til at performe, skrive, bevæge sig og tale sammen. Kroppen bliver vores adgang til nye tanker og udtryk, og vi skaber æstetiske udtryk – ikke for at imponere, men for at udforske og forstå. Faget er for dig, der er nysgerrig på kroppen som både kraftcenter og kunstværk, og som vil undersøge, hvad der opstår, når vi forbinder sprog, sansning og sport.


