Mærk roen og find ny energi til både krop og sjæl med yoga.
Med afsæt i yogaens grundbegreber sætter vi fokus på basisstillinger, flow, balance, holdning, vejrtrækning, afspænding og meditation. Der vil derfor være balance mellem det stille og fordybende og det dynamiske og aktive – mellem det mentale og det kropslige.
Kurset er primært praksisorienteret, men med mulighed for små indslag af yogateori og -filosofi. Undervisningen tilpasses, så alle kan være med, og det foregår i en uhøjtidelig og legende ramme.
Medbring gerne din egen yogamåtte. Hvis du ikke har en, kan du låne en på skolen.
Det er den samme undervisning, der udbydes både for- og eftermiddag, og derfor kan du kun vælge yoga i ét af modulerne.
