På Kitesurfing Intensiv får du målrettet undervisning i kitesurfing og nyder godt af, at vi på Fyn – og især Sydfyn – har nogle af de bedste kitesurfingforhold i Danmark. Hvis vejret er med os, får du op til tre dage med kiten i luften samt en solid teoripakke.
Det bliver en sjov uge med masser af højskoleaktiviteter og fællesskab – både på skolen og ved de smukke fynske strande.
Vi vil lære dig så meget om kitesurfing som muligt. Er du begynder, starter vi helt fra bunden og bygger roligt op, så du bliver tryg ved kitesurfing. Er du øvet, udfordrer vi dig og hjælper dig videre med nye teknikker og manøvrer på dit niveau.
På dage, hvor vinden og vejret ikke egner sig til kitesurfing, laver vi alternative aktiviteter som beachvolley, SUP (stand up paddleboarding), kitesurfingteori m.m.
Kitesurfing Intensiv kræver ikke, at du medbringer udstyr – vi har det hele. Men har du dit eget, er du selvfølgelig velkommen til at tage det med.
Vi underviser efter Dansk Sejlunions retningslinjer for kitesurfingkurser og stiler efter at kunne udlevere et Kitesurfer 1-diplom. Det betyder, at du trygt kan gå videre med sporten på egen hånd.
Vi kan dog ikke garantere, at alle opnår diplomet, da det afhænger af vejrforhold og individuelle forskelle i indlæring. For at få diplomet skal du gennemgå teoretisk undervisning og bestå en mindre teoretisk prøve, som sikrer, at den nødvendige viden er opnået.

Husk
Godt fodtøj til trainerkite på græs, f.eks. løbesko
Varmt tøj til de blæsende dage ved vandet
Badetøj
Kasket eller solhat samt solcreme og solbriller (med brillesnor)
Drikkedunk
To håndklæder – ét til stranden og ét til bad på skolen

