Når kultur mødes i køkkenet
Verden er mangfoldig, og vores madkultur fortæller lige så meget om os som vores sprog og traditioner. I faget Kulturmøder igennem måltider rejser vi ud i verden gennem madlavning og måltider. Vi arbejder med lokale retter og ingredienser fra forskellige kulturer og undersøger, hvor retterne kommer fra, hvad de består af, og hvorfor de har udviklet sig, som de har.
Højdepunkter på faget
- Udforsk forskellige kulturer gennem mad og måltider
- Arbejd med råvarer, sæsoner og madens oprindelse
- Undersøg bæredygtighed og klima i fødevareproduktion
- Lav mad sammen og oplev fællesskabet i køkkenet
Mad, bæredygtighed og ansvar
En vigtig del af faget er at forstå, hvordan vores madvalg påvirker klima og miljø. Med afsæt i Oure Højskoles fokus på bæredygtighed, økologi og cirkulær tankegang undersøger vi, hvordan viden om råvarer, oprindelse og teknikker kan hjælpe os til at lave mere bæredygtig mad. Vi taler om sæsoner, klimaaftryk, fødevarepolitik og fremtidens madkultur – uden at gå på kompromis med smag og æstetik.

Samtaler over gryden
I praksis mødes vi i køkkenet, hvor du er med til at tilberede frokosten sammen med de andre. Mens vi laver mad, taler vi om råvarer, kultur, klima og fremtidens fødevarer. På den måde bliver madlavningen både en sanselig oplevelse og en anledning til at forstå verden lidt bedre gennem måltidet.


